Ombygning i Lyngby

I denne funkisvilla i Lyngby ønskede bygherre at gøre op med husets facade, som stadig bar præg af sin tidligere funktion som lejlighedskompleks. Som svar på dette valgte vi i modernismens ånd at fokusere på “så tyndt som muligt og aldrig i midten”, samt at indgangspartiet fik en funktionalitet.

Hoveddøren blev derfor omridset af et halvtag, som vi trak mod højre for at give indgang en skævere placering. Da ønsket om en havemur i samme stil som huset desværre blev afvist af myndighederne, satte vi os for at udføre murene i træ på sådan en måde, at de stadig gik i et med husets hvide mursten. Hertil blev der bygget et indhak med et tag belagt med blomster, som havde til formål at skjule skraldespandene fra alle vinkler.

Inde i huset skulle der etableres nyt køkken og her var hovedopgaven at finde en løsning på, hvordan man kunne arbejde omkring de nødvendige rør og stolper, som løb fra gulv til loft, og samtidig skabe et lyst og funktionelt køkken. Kogeøen blev derfor udvidet med en kombineret endevæg og emhætteskjuler, som kunne skærme for både rør og stolper og samtidig give køkkenet sit helt eget udtryk.

Foto © Christina Kaiser Onsgaard

Forrige
Forrige

Villa Herlev

Næste
Næste

Ombygning af villa i Klampenborg